19.05.2010, af Inge Ris
D. 14. april ankom ca. 450 deltagere fra 30 lande i Nottingham, der hvor Robin Hoods stjal fra de rige og gav til de fattige. Disse dage stjal fysioterapeuter fra de kloge for at give til patienter.
De næste dage blev vi præsenteret for mange oplæg, workshops, udstillinger mm. Her følge et udpluk af programmet.
Dag 1.
Herta Flor er førende professor i neuropsykologi og klinisk psykologi fra Tyskland. Smerter er relateret til tidligere oplevelser og erindringer. Hjernen har evner til at lave plastiske ændringer. I kroniske smerter patienter, som lændesmerter og fibromyalgi, sker der en reorganisering i hjernen som hænger sammen med deres mængde af oplevede smerter, oplevelsernes kontekst og personens tolkning. Denne reorganisering er relateret til smerteprocesser. Uhensigtsmæssige erindringer påvirkes af smertefulde eller ikke smertefulde input i hjernen. Desuden er der læringsprocesser som kan bidrage til udvikling af smerterelaterede hukommelsesspor i hjernen. Det medfører sensitivering og bekræftelse af tidligere negative adfærd. Adfærds terapi kan forstærke en positiv feedback som kan ændre denne smertehukommelse. Herta Flors kernebudskaber var 1. at patienter med kroniske smerter har uhensigtsmæssige plastiske ændringer i hjernebarken 2. at læringsprocesser kan forstærke disse ændringer, 3. at adfærdsterapi kan ændre disse hukommelses spor
Axel Schafer fra Tyskland har lavet et prospektiv kohorte studie for at teste forskel mellem 4 grupper med lændesmerter med udstråling: 1. patienter neuropatiske smerter (vurderet med S-LANSS skema) med sensitivering, 2. med neurologiske udfaldssymptomer, 3. perifer nervesensitivering (positiv SLR og nervepalpation uden udfaldssymptomer) og 4. hovedsagelig muskuloskeletale fund med somatisk refererede smerter. Han anvendte Qualitive Sensory Tests, på i alt 74 patienter før og efter 7 behandlinger med sliders for n. ischiadikus, åbningteknikker for foramina og hjemmeøvelser. Resultatet var at gruppen med perifer nervesensitivering havde en bedre funktion af C- fibre og mindsket kulde allodyni. I modsætningen fik patienter med neuropatiske smerter en øget sensitivering for tryk.
Esther Williamson har lavet et studie hvor hun har fulgt 599 patienter med akut whiplash på mulige prognostiske faktorer for udvikling af senfølger (Late Whiplash Syndrome). 8 måneder efter viste at patienter med lav forventning til effekten af behandling eller med usikkerhed på om de kan blive raske havde støre tendens til at udvikle senfølger efter whiplash. Derudover var mere alvorlige skader, mental og fysisk stresset (distress) og alder også prognostiske faktorer for udvikling af senfølger. Hendes konklusion var at patienten skal ved første besøg undersøges for forventninger til behandlingseffekt og hvilke behandlingspræference de har. I gennemsnit havde akutte patienter en scoring på Neck Disability Index på 42 ud af 50 og efter 8 måneder på 15 ud af 50.
Mick Thacker talte om de immunologiske processer hos kroniske smertepatienter. Hans hypotese er at ændringer i selv–antigensystemet producerer en immunlignede respons på bevægelse og i ekstreme tilfælde bare tanken på bevægelse. Dette kan medføre smerter. Immunsystemet er aktiv involveret i både udvikler og vedligeholder smerter. Han præsenterede ideen at bevægelsestanken kan starte en steril inflammatorisk respons i hjernen og ændre den immunologiske homunculus. Under normale omstadigheder har selv-antigener en homeostatisk funktion og forebygger immunologiske/inflammatorisk e reaktioner. Ved stress eller smertetilstande kan selv-antigener bliver basis for en neuro-immunrespons som initiere eller forstærke en vedvarende ændret funktion i nervesystemet.
Keith Smart fra Dublin præsenterede en Delphi Undersøgelse vedrørende kliniske indikationer for centrale smerter. Det er problematisk at klassificere patienter at værende patienter med central smerter fordi: der er ingen standardiserede definition for dette begreb, klinikere bruger varierende fund og symptomer ved denne klassificering, det er tvivlsom om klassificeringen er meningsfyldt i forhold til andre smerter kategorier og i hvilke udstrækning fund og symptomer reflekterer de patofysiologiske processer som ligger bag centrale smerter. 103 eksperter dannede konsensus om symptomer og fund som kan identificere centrale smerter. Dette blev anvendt på 464 patienter. Her var der 4 kliniske kriterier som havde høj prædiktiv nøjagtighed for klassificering centrale smerter med klinisk undersøgelse. Det var ulogiske, uforudsigelige, ikke-mekaniske smerter (Odds Ration på 30), diffuse ikke-anatomiske smerter og smerter ved palpation (Odds Ratio27,6), smerter som ikke er sammenhængende med skaden/patologien (Odds Ratio 15) og uhensigtsmæssige psykosociale faktorer (Odds Ratio 7). Derudover reporterede disse patienter en dårligere mental og fysisk sundheds relateret livskvalitet og en højre scoring på nedsat funktion, ængstelighed og depression sammenlignet med patienter med nociceptive og perifer neuropatiske smerter.(er publiceret i Manual Therapy)
Hiroshi Takasaki fra University Queensland har lavet et studie med det formål at evaluere ændringer i den cervikale intervertebrale foramina fra C4 til T1 ved de kliniske test for cervical radikulopati: aksial kompressions test, aksial traktions tes og Spurlings test. 23 personer blev inkluderet og de involvered foramina blev målt på en åben MRI scanner. De havde 4 forskellige udgangsstillinger: rygliggende, traktion med 12 kg., kompression med 7 kg. og Spurling med 14 gr. ekstension og 63 gr. rotation og 27 gr. lateral fleksion og cervical columna, Resultater: på alle niveauer øgede størrelsen af foramina ved traktion med 20 % undtagen C7/T1. I modsætningen mindskede foramina til 70 % på alle niveauer med Spurling test. Yderligere var der signifikante forskelle på foramina med aksial kompressions test og Spurling C4/5 og C5/6 niveau hvor aksial kompression ikke viste ændringer. (er publiceret i Manual Therapy, 2009, 16 (34).
Robert Nee har undersøgt om det gøre en forskel at starte ULNT1 distal eller proksimal fra på nerve medianis strækbelastning og longitudinale bevægelser. I testen indgik 3 forskellige rækkefølger: skulder abduktion – carpal ekstension - albue ekstension, carpal ekstension – albue ekstension – skulder abduktion og skulder abduktion – albue ekstension - carpaldorsalfleksion. I end stillingen var den mængden af strækbelastning og longitudinale bevægelser ens ved alle 3 kombinationer. Dog hvis testen startede distal er der tidligere en belastning den distale del af nerven. Klinisk betyder det at når man ændrer rækkefølgen er der forskellige dele af nerven længere tid strækbelastet, derfor kan der være forskellige reaktioner alligevel.