Til lægen

08.10.2003, af Martin B. Josefsen

 
0

Muskuloskeletale fysioterapeuter - i daglig tale "manuelle terapeuter" eller "MT'ere" - har specialviden og klinisk ekspertise indenfor undersøgelse og behandling af lidelser i ryg- og bevægeapparat. Tæt kommunikation og samarbejde med samarbejdspartnere, herunder læger og speciallæger, udgør ofte en vigtig del af arbejdsområdet.

Fagområdet Manuel / Muskuloskeletal Fysioterapi

MF-fysioterapeuter er uddannede til i praksis at undersøge, diagnosticere og behandle muskuloskeletale lidelser (ryg-, nakke- og bevægeapparatsbesvær). I et undersøgelses- og behandlingsforløb inddrager MF-fysioterapeuten den bedste evidens, den kliniske ekspertise og patientens præferencer. I behandlingen kan der indgå avancerede manuelle og øvelsesmæssige behandlingstilgange, som altid suppleres med grundig information og vejledning til patienten.

 

I hvert enkelt tilfælde vil behandleren, på baggrund af differentialdiagnostiske overvejelser, vurdere, om der er behov for yderligere udredning. I samarbejde med læge og/eller speciallæge kan evt. yderligere vurdering f.eks. bestå i supplerende billeddiagnostik (MR-scanning, scintigrafi, røntgen e.a.) eller andre parakliniske undersøgelser (blodprøver m.m.).

 

Ligeledes kan det i nogle tilfælde være relevant med andre former for tværfaglige udredninger og behandlingsformer. Eksempelvis i form af smertestillende medicin, psykologbistand, overvejelser omkring sygemelding eller operation.

 

Ikke sjældendt er patienten henvist fra egen læge; i sådanne tilfælde afsluttes forløbene generelt med en epikrise, så egen læge kan følge patientforløbet og behandlingsresultatet.

 

I andre tilfælde henvender lægen eller andre faggrupper sig til MT-fysioterapeuten for at få en vurdering af patienter med muskuloskeletale symptomer og bud på mulige behandlingstiltag.

 

Dokumentation

Der er stigende mængder af evidens for diagnostiske og terapeutiske metoder anvendt i manuel/muskuloskeletal fysioterapi. Dokumentationen dækker særligt det spinale område med fokus på nakke og lænderyg. Der er bl.a. stærk evidens for god effekt af manuelle teknikker (mobilisering/manipulation) og specifikke øvelser (stabilitetstræning) til akut, subakut og længerevarende nakkebesvær på kort og lang sigt.

Se evt. sektionen "Fagligt" hvor bl.a. Cochrane reviews og andre forskningsnyheder præsenteres med jævne mellemrum - herunder i den online "MT-Nyt" og i tidsskriftet "Muskuloskeletalt Forum".

 

Faglige relationer

Fagforum for Muskuloskeletal Fysioterapi (DFFMF) er et fagforum under Danske Fysioterapeuter. DFFMF er medlem af IFOMT, som på verdensplan repræsenterer fysioterapeuter med postgraduat uddannelse og speciale i MF.

 

DFFMF har traditionelt et godt samarbejde med Dansk Selskab for Muskuloskeletal Medicin (DSMM). Herunder afholdes ofte fælles møder og kongresser, ligesom tidsskriftet Muskuloskeletalt Forum drives i fællesskab.

 



Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

Title

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Fagforum for Muskuloskeletal Fysioterapi

Afmeld Tilmeld